Vi sætter dette skoleår særligt fokus på FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.
Vi oplever, at eleverne er meget motiverede og ønsker at engagere sig i at skabe en mere bæredygtig udvikling på skolen og i verden generelt. Her har vi samlet highlights fra årets bæredygtige initiativer indtil nu.
3. årgang: Lærerig rejse til Burkina Faso
Alle i 3. klasse var her i januar på “rejse” til Burkina Faso, hvor de har været på workshops i trommespil, dans, teater og fremstilling af perler.
4. årgang: Temauge om børnekonventionen
I efteråret arbejdede hele 4. årgang med børnekonventionen. Her fordybede de sig i tekster om forskellige børns vilkår i forskellige dele af verden. Eleverne skulle også lave tegneserier, præsentationer og film med fokus på verdensmålene.
7. årgang: Fokus på kød og madspild
I efteråret var 7. årgang på tre workshops om henholdsvis kød, madspild og verdensmålene. Eleverne skulle bl.a. skabe et læringsspil, som kunne lære andre om verdensmålene. Derudover var de på fotosafari i København, hvor de skulle tage billeder, der kunne være med til at skabe opmærksomhed om verdensmålene. Safarien resulterede i en fotoudstilling på Sankt Annæ Gymnasium. Det var en god, konstruktiv uge, som blev rundet af med en fælles svampetur i Gribskov.
8. årgang: Innovative bæredygtige måltidskasser
8. årgang har arbejdet med temaet ”bæredygtige måltidskasser”. Arbejdet mundede ud i en måltidskasse målrettet socialt udsatte børnefamilier. I arbejdet indgik bl.a. DR-dokumentaren “Den synlige arv” og et besøg hos fødevareBanken. Sidst på ugen gik eleverne i gang med madlavningen og filmede instruktionsvideoer. Som afslutning var der fællesspisning i kantinen, hvor de medbragte deres mad, lavet ud fra deres måltidskasser.